I over 30 år har Svend Erik Larsen spillet glad og populær folkemusik både alene på scenen samt i forskellige sammenhænge (Shamrock, FolkZone, FolkFriends m.fl.).
Det er blevet til flere tusinde optrædener på festivaler, spillesteder, cafeer, skoler, i forsamlingshuse og på
plejehjem - kort sagt alle steder hvor mennesker mødes og hygger sig...

En tæt og magisk kontakt med publikum er garantien for en god oplevelse.

Svend Erik kommer med sin guitar og sætter god gang i sammenkomsten, med masser af sange at synge med på, krydret med gode historier samt sjove skæve vinkler på livet.

Anmeldelse af koncert i Sæby:
På en af de første tirsdag eftermiddage i april måned var der høj solskin og flot vejr. Noget, der var med til, at man kunne komme i et rigtig, godt forårshumør. Indenfor i Manegen var der en hel anden årsag til godt humør. Ældre Sagen Sæby havde i samarbejde med Nordjyske Bank Sæby arrangeret en forårsfest med solisten, troubadouren Svend Erik Larsen fra Spjald. 150 personer havde takket ja til at deltage i arrangementet, og de gik ikke glip af noget. Svend Erik Larsen er en meget erfaren troubadour med base i det vestjyske. De sidste 25 år har bragt ham rundt på utallige spillesteder i Danmark, Norge, Sverige, Irland og Tyskland.

Han havde utallige sange med i bagagen, med hovedvægt på irske og danske sange. Flere af sangene var kendte, så der var mulighed for at synge med – en opfordring som deltagerne tog op med højt humør. Svend Erik skriver også sine egne tekster, som er sjove og livsbekræftende, og som handler om stort og småt her i tilværelsen. Nogle tekster er tilegnet den nærmeste familie, men som vi tilhørere hurtigt kunne få til at passe ind i vores hverdag.

Efter 2 timers god og fornøjelig underholdning, hvor vores sangstemme og lattermuskler blev brugt i stort omfang, takkede deltagerne stående og med klapsalver Svend Erik Larsen for en utrolig god eftermiddag.